Du sammensætter selv din lønpakke
Vi vil helst lade folk sammensætte deres egen lønpakke ud fra den bruttoløn, vi bliver enige om. Så hvor vidt man ønsker fitnessordning, fri avis eller vil betale mere til pensionen er op til den enkelte. Af de ting, som altid er en del af vores kontrakter, kan nævnes frokostordning svarende til 200 kr. af bruttolønnen, og pension hvor abakion betaler 7% og medarbejderen 2%. Derudover har vi fri hjemmetelefon og ADSL samt naturligvis mobiltelefon.
Fleksibilitet - det er op til dig
Vi har 37 timers arbejdsuge og fuld fleksibilitet. Nogle vil helst møde klokken 07:00 og andre klokken 10:00. Det gør man, som det passer én bedst, og som man selv får det aftalt med kolleger og kunder. Folk planlægger selv deres tid, og af den grund bruger vi ikke afspadsering. Nogle gange arbejder vi mere og andre gange mindre efter princippet om gynger og karuseller, men afspadsering hvor man kan optjene timer til gode – det bruger vi ikke.
Nedsat tid – hvis du foretrækker det
Vi forholder os på ingen måde til, om det er mænd eller kvinder, der går på nedsat tid. Vi ønsker at skabe den frihed, som er vigtig for den enkelte medarbejder, uanset hvad det personlige motiv er. Vores egne undersøgelser af, hvad der tiltrækker kvinder i IT-branchen peger på, at særligt kvinder vægter fleksibilitet, dvs. nedsat tid og flekstid. Dén efterspørgsel ønsker vi at opfylde! Samtidig oplever vi, at medarbejdere på deltid giver et positivt bidrag til arbejdsklimaet. Faktum i dag er, at en høj procentdel af kvinderne faktisk arbejder på deltid.
Abakion værdsætter medarbejderne, men holder ikke på dem med klausuler
Af princip bruger vi ikke bonusordninger, da disse i langt de fleste tilfælde kan medføre uheldig suboptimering. I øvrigt er de forhold - som vi værdsætter højest ved vores medarbejdere - forhold der er meget svære at måle, og som primært påvirker vores forretning på lang sigt.
Alle er ansatte som funktionærer, og vi har ingen konkurrenceklausuler i vores kontrakt.
…og så har vi i øvrigt syv ugers ferie!
|